Sådan flytter du ind som ustraffet

1) KONTAKT

Ring til pensionen på tlf: 7255 7860 en hverdag mellem 8 og 16 for at høre nærmere om stedet, og om der er udsigt til et ledigt værelse. Du kan også skrive en mail til pensionen.skejby@kriminalforsorgen.dk

2) RUNDVISNING

Hvis der under telefonsamtalen er gensidig interesse aftaler I en dag, hvor du kan få en rundvisning og høre nærmere om stedet, så du kan blive afklaret med om pensionen er noget for dig. Personalet kan også vurdere, om du umiddelbart vil passe ind og svare på spørgsmål.

3) OPTAGELSE PÅ GRUPPEMØDE

Hvis du efter rundvisningen føler, at Pension Skejby er et sted for dig, kommer du til en optagelse i en af husets fire grupper med typisk 5-8 personer. Her vil du prøve at være med til et gruppemøde, hvor du skal fortælle lidt om dig selv, dine interesser og hvorfor du vil være en gevinst for stedet. Samtidig vil de andre i din gruppe også præsentere sig, og spørge ind til dig. Som afslutning på mødet vil din gruppe vurdere, om du er optaget eller ej, ligesom du selv skal vurdere, om det er nogle mennesker, du gerne vil bo sammen med.

4) OPTAGELSE PÅ BEBOERMØDE


Hvis din gruppe har sagt god for dig, præsenterer gruppen dig på det efterfølgende beboermøde for alle beboerne. Gruppen der har optaget dig, fortæller lidt om hvem du er, og hvorfor de har valgt at optage dig. Hvis ikke der er nogle, der har noget at indvende, er du optaget og får besked om, hvornår der er et værelse ledigt.